At arbejde som et dyr

Statsminister Mette Frederiksen og Social Demokratiet taler i disse dage meget om danskernes arbejdsmoral. Mens en af de vigtigste mærkeager for partiet op til valget i 2019 var at lancere kampagen om Arne-pensionen, og dermed retten til ikke at arbejde, lød det for nylig fra Kaare Dybvad snarere at Social Demokratiet gik for retten til at arbejde. Dybvaad sagde i nyhedsmagasinet Deadline at man ikke skulle skamme sig over at hente sine børn sidst i børnehaven. Med andre ord: man har ret til at arbejde så længe man vil. Arbejde er ikke bare noget man gør, det er snarere et gode. Noget man har ret til. Når Dybvaad siger man ikke skal skamme sig lægger der derfor også en særlig moral. Det er indforstået at denne sætning kun giver mening, hvis ”nogle” siger man skal skamme sig over at hente sine børn sidst i børnehaven, og derfor gerne vil arbejde længe. På den måde, bliver retten til arbejde, også retten til ’identitet’, retten til at træffe sine egne valg. Dybvaads særlige term (”man skal ikke skamme sig”), skriver derfor også rette til arbejde, paradoksalt nok, ind som en rebelsk handling, noget som etablissement ikke vil have. Det bliver derfor også valoriseret som en særlig modig handling (de andre forsøger at ’udskamme’ dig… men du må godt… arbejde!). Der ligger derfor i Dybvaads kommentar også en ide om retten til en særlig nydelse. Så snart vi taler med ord som skam og udskamning er vi inde på nydelsens gebet. Hvilke nydelser er tilladte, og hvilke ikke? Dybvaad siger altså med sin kommentar ikke bare ”du må godt nyde dit arbejde!” – men denne nydelse mobiliseres først, hvis man formulerer det som en overskridelse af et tabu. Tabuet omkring at man gerne vil arbejde og ikke hente sine børn tidligt.

Men som Dybvaad med flere fremhæver, er det snarere det menneskelige at arbejde.  Det er denne arbejdsmoral, fremfører de, der har grundlagt velfærdsstaten og hvis vi ønsker at bevare velfærdsstaten må vi derfor opretholde denne høje moral. Men hvordan skal man tænke de to sammen, hvad er forholdet mellem arbejde og en særlig moral. Hvad vil dette sige fra en psykoanalytisk vinkel? Som Hip-Hop gruppen Bikstok Røgsystems fantastiske omkvæd dikterer: “arbejd, arbejd”.

https://www.youtube.com/watch?v=Shw6kLDBaXM

Det moderne menneske får sin prestige gennem at arbejde. Gennem, som sangen siger, ikke bare arbejde, men ”arbejd, arbejd!” – altså ved en gentagelse af dette arbejde. Sangen imperativ giver også udtryk for en særlig imperativ, arbejdet bydes, som en ordre. Det handler ikke om produktet her, men snarere om selve udførelsen af arbejdet, det handler ikke om, hvad du arbejder med, så længe du arbejder, er i arbejde hele tiden[i]. 

Men, hvad er forholdet mellem moral og arbejde? Hvorfor er det egentlig moralsk at arbejde? Den franske psykoanalytiker Jacques Lacans seminar 16, , D’un L’Autre à l’autre,  giver et særligt perspektiv på dette forhold. Når man går det efter i kortene er det netop ikke så selvfølgeligt, at det er et gode at arbejde. Hvis man sammenligner med antikkens Grækenland eksempelvis var mennesket defineret ved ikke at behøve arbejde. At arbejde betød at sørge for opretholdelse af livet, at reproducere sin krop, at bruge sin krop. Og det havde vi tilfælles med dyrene. Ergo er det at arbejde, hvad gør os ligesom dyr, mens det at diskutere politik eller filosofi var menneskeligt. Man blev først menneske for så vidt som man ikke arbejdede. Mens man kan sige, som Lacan gør det, at det moderne menneske er defineret ved først at blive menneske gennem sit arbejde.

Aristoteles kalder, hvad næsten lyder lidt komisk for os i dag, trællen for et ”talende værktøj”. Trællen er ikke et menneske. Han er snarere en ting. Dog med den forskel, at han modsat andre værktøjer, såsom en hammer, har den yderlige egenskab at han kan tale. Det er næsten som trællen derfor ikke er i kategori med mennesket, men snarere er et særligt godt værktøj, som hvis hammeren var ekstra god at slå med, eller havde et godt greb. Man kan så vælge hvad man vægter højst, skal de værktøj have egenskaben af et særligt godt greb, eller slå særligt hårdt, eller kunne tale? Der er ikke tale om to forskellige kategorier, trællen er bare et særligt godt værktøj. Man skal ikke, som filosoffen Hannah Arendt skriver i sin bog Menneskets Vilkår, se noget særligt ”umenneskeligt” i en sådan opdeling. Der er ikke tale om Aristoteles er ”umenneskelig” eller særlig grusom over for trælle. Pointen er at grækerne definerer hvad vi har til fælles med dyrene, det arbejde som skal reproducere os som biologiske væsener, som ikke udretter noget nyt, som umenneskeligt arbejde. Man bliver først menneske, når man træder væk fra arbejdets tarv.

Men Lacan går videre. Det er ikke blot moralen i arbejdet, der er vigtigt. Det er også, og endnu mere når vi har fri. Man kan sammenligne som Lacan gør med det klassiske “otium”. Vi kan næsten sige, at Lacan giver sin helt egen udgave af ”Arne-pensionen” i dette seminar. Otium var det privilegium man fik ved at have fri fra arbejde. Arbejde var iøvrigt hvad man havde tilfælles med dyrene, og derfor kunne man kun vise sin menneskelighed, for så vidt man ikke arbejdede. Arbejdede havde at gøre med naturlige reproduktionsprocesser, livet i dets organiske cyklus. Det var derfor ikke “menneskeligt”, og derfor var det noget man lod slaver tage sig af. Slaver var som Aristoteles siger et “talende værktøj”, altså et objekt, der kunne tale. Men ikke menneske, fordi det menneskelige kommer til udtryk i fraværet af arbejde. Dette er den baggrund Lacan taler ud fra, når han siger at den moderne arbejdsmoral er noget helt anderledes. 

Det er ikke bare at man skal arbejde og udbyttes på arbejdet. Det er snarere at selv fritiden bliver forbundet med arbejde. Tænk, på hvordan selv vores “mestre”, såsom direktøren for et firma skal gøre en dyd ud af, at give udseende af at arbejde selv, når han har ‘fri’. Dette er direktøren der stolt taler i telefon på ferien fordi han har en “vigtig handel at afslutte”. Vi ser dette i dag som karismatisk, som vigtigt, som prestigefyldt. For antikkens moral ville det være at direktøren gik ned på et umenneskeligt plan, han ville ikke andet end et "talende værktøj”. Man ser det samme med figurer som Elon Musk og Mark Zuckerberg. Musk var for nylig efter udtalelser der kunne tolkes som anti-semitiske i en Israelsk kibbutz, der var blevet angrebet af Hamas. Min pointe her er ikke det specifikke i Musks udtalelser, men at han som verdens rigeste mand, stadig er afhængig af at give et indtryk af ville lære, at være på arbejde, at udvikle sig. Musk ville ikke sige som en klassisk mester, ”hvad pokker rager det mig om nogen kritiserer mig?”[ii]. Mens det netop er den klassiske mesters privilegium ikke at arbejde og ikke at vide noget som helst, skal den moderne mester selv både hele tiden vide og arbejde. Han skal snarere gå forrest i at arbejde.

For den moderne chef er det uhyre vigtigt at signalere aktivitet, at signalere man arbejder, at man hele tiden er i gang. Det er mesterens privilegium idag, ikke at have fri. Med Lacans begreber er de moderne mestre selv “slaver”. De skal eksempelvis ikke dandere den på en ferie, men eksempelvis poste et billede om hvordan virksomheden ekspanderer. Den moderne mester tager det som sit privilegium at være mest aktiv i hamsterhjulet[iii]. For nogle år siden kunne man læse en historie om en 80-årig dansk milliardær i New York. Han fortalte stolt om hvordan han kunne gå på pension, men ikke ville. Han tog stadig ned på Wall Street hver dag, fordi “tingene skulle løbe rundt”. Han tænkte ikke på at nyde sit otium, som man siger. Eller rettere, han kunne KUN nyde sit otium gennem at fortsætte med at arbejde, gennem at arbejde mere.  Paradoksalt nok er “privilegiet” ved ikke at lave noget i dag overgået til, ikke så meget trællene (de almindelige arbejdere) - men til dem helt uden for arbejdsmarkedet, de eneste der har det tvivlsomme privilegium ikke at lave noget idag er de hjemløse, “dovne Robert” for at minde om den nærmest politiske figur, der fik et helt navn på alene at sige han ikke gad arbejde.

Man siger nogle gange: ”jeg har arbejdet som et bæst!”. I antikkens Grækenland ville en sådan sætning være særdeles negativ, det betød at man var ligesom et dyr, og derfor overlod man gerne sådan arbejde til trælle. At sige i dag til sine bekendte: ”jeg har arbejdet som et bæst i weekenden” er snarere et næsten pralende udsagn. Det vidner om man er energisk, dygtig – at man frem for alt ikke er doven. Lidt krukket, kan man sammenligne ”jeg har arbejdet som et bæst”, med hvordan termen fungerer på fransk: ”j’ai travaillé comme un bête” (jeg har arbejdet og slidt som et bæst). Bæst har dog også konnotationer af dumhed, at gøre noget som et fjols. En dumhed kaldes en bêtise[iv]. Hvis man følger denne logik er det at arbejde som et bæst, også at arbejde som et fjols, at gøre noget, der ikke fører nogen steder hen. Man kan sige at fokus derfor ikke er så meget, hvad man i virkeligheden producerer. Men snarere at man kan signalere man hele tiden er i arbejde, og dette producerer en særlig nydelse. Der er noget i arbejdsprocessen som genereres, en form for profit, der ikke selv kan evalueres, og denne kan Lacan en nydelse, der fungerer som entropi. Paradoksalt nok, så længe man arbejder tænker man ikke, det er som om man kaster sig ud i arbejdet, for derigennem at nyde.

[i] For den klassiske læsning af denne opposition se som bekendt, særlig Hannah Arendts, ”Menneskets vilkår” og særlig hendes diskussion af animal laborans.

[ii] Musk sagde efterfølgende til kritikken om antisemitisme ganske vist ”fuck you!”, men han gjorde dette på en scene. Altså var selve fuck-dig-attituden ikke som den klassiske mester, der slet ikke gad belemres af sådanne ting, men til gengæld meget væsentlig i Musks medie-strategi, altså en del af at ’være på’.

[iv] Endnu mere krukket: i den franske oversættelse af den tyske filosof Martin Heideggers berømte Spiegel-interview, hvor han kommenterer på sit engagement med det nationalsocialistiske parti siger Heidegger, at dette var en dumhed (Dummheit), oversat med en bêtise. Udgør en sådan dumhed, også et element, noget ”bæst-agtigt” mellem Heideggers klassiske skelnen mellem dyret som er ”fattig i verden” og mennesket som er ”verden-skabende”. Noget utænkt i Heideggers egen filosofi? I så fald er der også noget i nydelse, der i dette engagement viser sig, noget som er ’utænkt’, ikke fordi det mangler at blive tænkt, men fordi nydelsen slet ikke kan reduceres til noget sprogligt (som mennesket gør i dets væren-i-verden). Her er nydelsen det, som hverken er rent biologisk eller rent kulturelt, men det et produkt af det som ikke hører hjemme noget sted (jævnfør Heideggers kommentar om filosofi som hjemløshedens filosofi).