Lacan versus Dansk Idræts Forbunds tese om at færre krav giver mindre stress
- akineo
- Dec 11, 2023
- 6 min read
"Når vi ser på den mistrivsel, der er, og den måde man agerer på ude i foreningslivet, så er vi nødt til at følge mere med. Vi skal være et frirum for de børn og unge, der kommer i vores mange foreninger (næstformand i DIF, Frans Hammer, DR).”
------
Frans Hammer fra Danmarks Idrætsforbund har senest meldt ud at man vil nedtone konkurrenceidrætten for børn. Det er fordi, vi lever i en tid, forklarer han, hvor flere og flere børn mistrives: derfor bør vi ikke belemre dem med yderlige krav, der stresser dem. Børn har ret til at udfolde sig og lege, uden at det skal handle om vindere og tabere, og så videre. Men som flere eliteidrætsfolk, som løberen Sara Hjort har sagt, kan det ikke lede til at sige: ”vi spiller ikke med mål”, og så ”bliver det ligegyldigt”.
Hele præmissen, delt over alt i landet er jo, at krav som udgangspunkt giver stress. Jo færre krav, jo mindre stress. Men er det overhovedet den rigtige diagnose? Hvad, hvis det tværtimod er sådan, at jo færre krav, der stilles, jo mere vokser barnets angst? Hvad hvis krav ikke handler om slemme forbud, der skal få barnet til at makke ret, men tværtimod fungerer som en barriere mod angsten. Hvad hvis, det at få krav, særligt et krav, der ikke er ultimativt, netop fungerer som en måde at orientere sig på som socialt væsen. Lad os tage et eksempel: barnet, der skal spille en kamp i weekenden. Selvfølgelig skal denne kamp ikke betyde alt: men den skal betyde noget. Dermed har barnet noget at gå op i, som ikke bare handler om det selv, og kigge indad, og granske dets egne følelser. Krav er tit hvad der faktisk letter trykket fra de krav barnet vil stille til sig. Vi undgår nemlig ikke krav, kun lader vi disse krav komme fra andre kanaler end de voksne i barnets liv.
. Lad os tage en klassisk situation: man er forælder og fortæller sit barn at det er sengetid klokken 21. Barnet vil måske vræle og té sig, men på en måde er der et klart krav at navigere efter og reagere imod. Det er klokken 21 og det er ikke til at forhandle om. Men, hvordan gør min generation af forældre? Vi siger noget i retning af ”du behøver ikke gå i seng, når vi siger: gå i seng når du er træt”. Hvad er reaktionen? Gør det bare barnet frit til at lege, og så falde i søvn, når det selv synes? Nej, reaktionen er at barnet bliver meget mere ængsteligt, fordi det nu er fuldstændig op til det selv at afgøre, hvornår det føler sig træt og om det burde føle sig træt. Men samtidig forsøger det at kode, hvad forældrene mener med det de siger. Når en forælder siger, ”der er ingen krav, du skal bare lege”, bliver det at lege nemlig til det nye krav. Og langt mere gennemgribende, fordi det har at gøre med barnets lyst.
Det vil derfor langt mere desperat lede efter tegn på, hvad jeg som forælder mener med det jeg siger. Barnet ved nemlig, at trods det det ’åbne rum’, hvor det selv kan afgøre dets sengetid er det i sidste ende mig, der er den voksne. Frem for bare at kunne være optaget af sin leg, vil det nu konstant skotte til mig, for at udlodde, hvad pokker jeg egentlig mener med det jeg siger.
Hvis man er underviser på universitetet har man ofte prøvet noget lignende. Hvis man vil være sikre på at gøre de studerende fuldstændig paralyserede, skal man ikke være en militaristisk professor, der kommer ind og fortæller dem, hvad de skal mene. De fleste studerende har det faktisk helt fint med det, fordi det giver noget at orientere sig ud fra. Det viser i øvrigt også at underviseren gad forberede sig nok til overhovedet at have en mening og udstikke en retning. Men, som jeg selv har bevidnet mange gange, den sikreste måde at gøre eleverne paf, er ved at forsikre dem om, at man selv ikke sidder inde med den hellige gral, og at eleverne er lige så vigtige som én selv. Samtidig kan man sige: ”sig endelig hvad I har lyst til at snakke om, mit eneste krav er i virkelig har lyst til at snakke om det”. Jeg garanterer for du får et fuldstændig gravkammer-agtigt klasseværelse. Pointen er at ’manglen på krav’ ikke leder, som psykoanalysen viser igen og igen, på frie individer, der bare følger ’deres egne drømme’, men at det fuldstændig umuligt at ønske sig noget som helst, fordi der ingenting er at navigere efter. Samtidig bombarderes de samme studerende med uskrevne krav om at de skal navigere. Frem for det ’modbydelige’ professorvælde må de følge deres egne lyster, men det gør ens egen lyst til en umulig pligt.
Lad mig give et eksempel. For nylig stod jeg på legepladsen og overhørte en forælder ’diskutere’ højlydt med sit barn på måske 2 år. Barnet var blevet spurgt før de gik hjemmefra om det skulle have skiftet ble, men da det ikke svarede ja, var de gået på legepladsen, men ak, nu viste det sig alligevel at barnet skulle have skiftet ble. Den frustrerede forælder beklagede sig nu: ”Men hvorfor sagde du ikke sandheden hjemme i huset, nu er vi jo gået helt herover, jeg havde jo spurgt dig, om hvordan du havde det…?”. Barnet kunne endnu ikke rigtig tale, og forælderen forsøgte fortsat at indlede en samtale, hvor barnet forholdt sig til at det ikke enten havde sagt sandheden (’jeg skal have skiftet ble’), eller slet ikke havde opdaget sandheden hjemme i huset. Problemet er, at selv om man tror dette leder til en demokratisk drøm om fuld medbestemmelse, har ikke bare barnet, men vi alle sammen konstant brug for krav i forhold til kunne navigere. Manglen på krav leder ikke til en lystbetonet dagligdag, hvor jeg ’gør hvad jeg vil’, men til en umulig og uudholdelig klaustrofobisk tilværelse, hvor man ikke ’ånde’. Paradoksalt nok er det netop krav, der ofte frigiver os til en form for ’mulighedsrum’, noget at navigere i. For endnu at tage et eksempel fra universitetet, hvis jeg giver de studerende en deadline, brokker de sig. Men hvis jeg ikke giver dem en, men siger, ”skriv noget når I har noget virkelig godt som er færdigt, kan jeg være sikker på de vælter ind hos instituttets psykolog, hyper-ængstelige over de mange krav”. I psykoanalysen er det, det man kalder ”overjeget”, som er den form for overvågning, der gør det umuligt at handle. Mens en militæragtig kommando gør det muligt at sige, enten ja eller nej, kan man med det totale fravær af krav langt hurtigere kvæles.
Masser af psykoanalytikere har påpeget det fejlagtige, som man kan observere hos ethvert barn, i den klassiske filosofiske opdeling af frygt og angst, som eksempelvis hos Martin Heidegger. Frygt har et objekt. Angsten har intet objekt. En farlig tiger er et objekt, og jeg kan flygte fra objektet, hvilket vil sige jeg kan få et pusterum fra det. Herover står angsten, der netop er uden objekt. Der er intet sted man kan flygte fra, og derfor er angsten altomfavnende. For Heidegger peger angsten på ”intet”. Den er derfor vigtig, fordi den peger på at sociale kategorier, og vores almene, trivielle måde at forstå hverdagen på, altid kan rykkes om med rode. Vi må selv tage afgørende beslutninger, som ingen andre kan tage for os.
Men dette er ikke psykoanalysens bud, det er snarere sådan at det, der giver angst er, når man møder en autoritet, men som ikke giver nogen krav. Angsten er med andre ord ikke for ”intet”, men for en form for hyper-nærvær, hvor jeg er et objekt for den Andens nydelse. Når jeg fortæller barnet, ”det er sengetid klokken. 21” så sætter jeg også et skel op mellem mig og det, vi er to forskellige væsener, og sproget er ligesom det fælles rum vi mødes i (men som også adskiller os). Hvis jeg siger, ”du bestemmer selv, hvornår du vil i seng”, giver jeg barnet hele byrden for afgørelsen, og det vil nu panisk forsøge at lokalisere nogle koordinater at arbejde efter, at finde ud, af hvad det mon så synes er det rigtige tidspunkt.
Og det er selvfølgelig samme logik som DIF nu ukritisk tager til sig. Men, hvad nu hvis et barn er ’stresset’, og det netop er det faktum at det ved det kan konkurrere og spille kamp om søndagen, er letter selvsamme stress. Vi er som sædvanlig i vores offentlige diskussioner total frarøvet den mindste form for kritiske refleksion om hvor vi overhovedet befinder os, vi mangler ganske enkelt, hvad den marxistiske kritiker Fredric Jameson engang kaldte ”kognitiv kortlægning”.
Selvfølgelig er ethvert krav ’fake’. Intet krav kan ultimativt autoriseres som gyldigt. Den der udsteder kravet, såsom forældre, er selv mennesker. Gud har ikke sagt, at sådan skal det være. Der er ingen ultimativ autoritet. Men det betyder ikke at man ved ikke at stille krav, undgår kravene: tværtimod vokser de på den måde barnet over hovedet: det vil stadig opleve krav, kun vil det ikke kunne konkretisere dem. Derved vil angsten opstå som et resultat af for intens nydelse i mangel på ord, som giver orientering. Derfor er børn så meget mere stressede. Færre krav vil lede til MERE stress og mistrivsel. Man bliver derfor nødt til at se hele denne debat langt mere nuanceret, og man kan starte med at læse Lacan. Men i fravær af det, ob
servere børnene. Autoritet er umulig, som Freud siger. Men man bliver nødt til at påtage sig autoriteten og dermed kravets umulighed. Ikke løbe væk fra det.
Bibliografi:
Gille, Anna Danielsen (2023, 31. Oktober): "Danmarks Idrætsforbund vil nedtone konkurrencen i børneidræt: 'Vi skal være et frirum’: hentet 31. oktober.
Jacques Lacan, Angoisse. Seuil. Paris. 2004
Comentarios