Longevity som politisk faktor

« Medmindre vi definerer det på en trist måde, nemlig som det at være som alle andre, hvad det autonomous ego kunne opløses  til, så ved ingen, man må sige det, hvad lykken er. Hvis vi skal tro St. Just, som sagde det selv, så siden den epoke, hans egen, er lykken blevet en politisk faktor.”[i]  (Lacan, 1991: 84).  

”Hvordan ved du, at det skulle være sundt at leve på denne måde?

- Fra at læse bøger om det, for eksempel 'Lifespan', 'Young Forever' og 'Outlive: The Science and Art of Longevity', siger Rasmus Houlind.

- Jeg er bare lægmand, der er begyndt at gøre det, som virker for mig. Jeg kan ikke forsvare det ud fra et videnskabeligt synspunkt. Jeg har læst utrolig meget om det og bruger det, siger Rasmus Houlind, da han indser, at han er ved at komme for sent til sin frokostaftale med Emil Thorup på en københavnsk fiskerestaurant og må slutte interviewet.”[ii]

En af de mest hypede trends for personlig velvære og lykke er en fastekur, som er en del af fænomenet longevity, der har fået meget medieomtale. Longevity handler om personlige valg man kan træffe i forhold til at level længere. En af dem er periodisk faste, eller periodic fasting, et brug af engelsksprogede udtryk, der, som longevity, jeg vil vende tilbage til som ideologisk fænomen. Periodisk faste har ikke videnskabeligt belæg for at virke, men en række ’medie-personligheder’ har promoveret kuren, blandt andet Emil Thorup, som mener at have forynget sin biologiske alder med 1,6 år. Fasten handler ikke bare om hvad man spiser, men især om hvornår. Man må her kun spise i 8 timer af døgnet, mens man faster de næste 16. Det giver et spisevindue på 8 timer. Spisevinduet er fleksibelt og kan flyttes rundt, således at hvis man spiser en dag kl. 20 må man først spise næste dag igen klokken 12. Sker der noget særligt, således at man først slutter med at spise kl. 22 må man først begynde næste dag kl. 14 osv. Man skal derfor forsøge at ramme en rytme, men, hvis man laver en undtagelse, er det op til én selv at justere. Som Rasmus Houlind betoner i Danmarks Radios artikel behøver man ikke være ”fanatisk”. Det er op til én selv, at lave sin egen hjemmestrikkede formel, hvordan det ’fungerer for dig’[iii]. Fødevarestyrelsen og myndighederne (her repræsenteret af professor Bente Klarlund og Anna Pøhl Enevoldsen) betoner der ikke er videnskabeligt belæg for kuren.

Man kan forstå denne diskussion, og særlig den ‘hype’ eller fascination den øver på os, som relateret til nydelsen, en nydelse som fortrænges af videnskaben, men også tjener som dens nødvendige supplement. Jeg vil knytte tre punkter eller pointer til hver position, på den ene side longevity-guruerne (Emil Thorup, Rasmus Houlind) som udtryk for den populære fastekur, og på den anden side tre punker til myndighederne som udtryk for videnskabens forhold til autoritet. Man kan se alle disse punkter som variationer af hvordan pouvoir, en ikke-legitimeret magt, gennemstrømmer kravet om videnskab[iv]. Lad os starte med Thorup og Houlind, som udtryk for fastekurens effektivitet.

1) Den personlige longevity-guru som mesterens tilbagekomst, modsat den 'mesterfrie’ videnskab. Den moderne videnskab er baseret på eliminationen af mesteren som person, hvad vi også ser i fødevarestyrelsens råd, som ikke er udtryk for en personlig mester (Anne Pøhl Enevoldsens personlige holdning, eksempelvis) men derimod forskningen som sådan: “videnskabeligt set er der ikke belæg for..”, ”Vi bygger vores anbefalinger på De Nordiske Næringsstofanbefalinger…”. Symptomatisk vender det personale, dog netop tilbage som den ultimative autoritet i longevity-guruen. Denne nærhedsrelation, den subjektive sandhed i forhold til ekspertise og viden, understreges i de mange close-up billeder, og ’stories’, hvorigennem man kan følge, longevity-åndens gang. Thorup og Houlins argumenter for fastekuren er ikke at der er videnskabeligt belæg for den. Deres argument er en personlig erfaring: “Det virker for mig”. Den pouvoir der her er tale om er altså netop, den der optræder via personen selv. Det gør den også særlig karismatisk og uangribelig. (Man kan netop ikke vide, hvordan Thorup har det, det kan ’kun han selv’). Mesteren vender altså tilbage i videnskabens tidsalder, men frem for alt i form af den personlige relation, den coach, der har en personlig vinkling, der bruger sin egen krop som ’eksperiment’ og ’erfaringsrum’. Thorup udtaler sig på egne vegne. Som et godt råd. Men fordi videnskaben udelukker personen, dukker den op i form af proliferation af personlige mestre. Denne mesters særlige “pouvoir” har dog selv et forhold til savoir (viden), således at viden kommer tilbage i en række former. For det første en særlig viden om Thorups egen krop. Thorups pouvoir stammer altså fra en særlig privilegeret savoir, en viden om “hvordan min egen krop har det”. Det kan kun virke privilegeret i forhold til læseren, der jo ikke ved, hvordan “min egen krop har det”. Man kan ikke stille spørgsmålstegn ved denne særlige viden, netop fordi den er autoriseret af personen selv, kun Thorup kan vide, hvordan han har det, om forholdet til sin egen krop. En viden dukker også op i form af pseudo-videnskabelige ord. (Longetivity selv eksempelvis…). Kroppen selv underlægges stadig en form for pseudo-viden (de mange kostråd…), så selv om kuren ikke er videnskabeligt bevidst, må den stadig autoriseres gennem videnskabeligt klingende ord. Når Houlind siger han “bare er lægmand” er dette ikke et argument mod kuren, men netop hvad autoriserer den, fordi, når alt kommer til alt, handler det for læseren om den personlige relation. 

2) Lykken er opnåelig ved selv-disciplinering og lykken ’er’  hårdt arbejde. 

Hvad er karakteristisk for disse fastekure der deres mål: netop personens velvære. Velvære er det højeste (og eneste) gode. Man kan blive lykkelig. Dette forudsætter, derfor et spærret subjekt, eller en mangel hos subjektet, som kan overkommes. Som både Thorup og Houlind siger, det handler både om hvad og hvornår man spiser:

”Når man så spiser, er der nogle retningslinjer. Det er en god idé så vidt muligt at styre uden om korn, brød og stivelse, siger Rasmus Houlind.

På det, han kalder en god dag, starter han dagen med et stort glas vand, en kop kaffe og kosttilskud. Måske også en løbetur på tom mave.

Han spiser dagens første måltid til frokost på arbejdet, hvor han undgår brød, stivelse, og frugt, men tager for sig af nødder, olie, kød, friske grøntsager og protein.”

Løsningen er præsenteret som selvdisciplin og effektiv. "Thorup blev 1,6 år yngre på blot fire måneder”. På den måde er “lykken virkelig en politisk faktor”, der spredes ud over befolkningen via neoliberale og individualiserede forbrugsvalg. Man kan vælge at være lykkelig. Men, netop de mange krav giver således også udtryk for at lykken, netop er hårdt arbejde. Longevity-guruen er ikke en mester, der lever henslængt på et sofa, men selv yderst hårdt arbejdende. Man slider som et dyr. Prototypen herfor er selvfølgelig at selv dem på toppen, må tage fitness-center i deres ferier og signalere at man ikke “ligger på den lade side i ferien”. Netop fordi valget i sidste ende er op til forbrugeren selv er guruen selv uangribelig (‘de har jo bare givet et godt råd…’). De kommanderer ikke, hvad man skal gøre - nej, de deler bare deres erfaring. Vi vil jo alle gerne være lykkelige, og ’dette har virket for mig’. På sin vis deler longevity-guruen personlighed med populistiske politikere som Trump, hvor argumentet også er, at hvis Trump ikke selv ser det, så sker det heller ikke. Dette har en helt særlig fascinationskraft i en universitær tidsalder, ’den postpolitiske administration’, der lever af tvivl og at generere hysteriske subjekter. Pludselig er der er en mester, der stolt siger videnskaben imod, da den ikke anerkender subjektiv sandhed.

3) Guruen profiterer selv af sit budskab. Denne neoliberal trend, endnu en “pouvoir” er selvfølgelig at både Thorup og Houlind lever af at udbrede budskabet om longevity og fastekure. De lever af det, både gennem deres profiler på sociale medier, men desuden i det private. Dette er i sig selv et godt udtryk for den måde neoliberalismens benytter ethvert aspekt af livet selv som mulighed for profit. Dette underminerer derfor også det “neutrale” og “personlige” ved fastekuren. Der er en åbenlys interesse for guruerne i at fortælle om, hvor lykkelige de er. Man kan dog også se netop dette som en udgave af Freuds analyse af fortalelsen. Netop det, at de har brug for at sige, hvor lykkelige de er, underminerer troen på det. Hvis de virkelig befandt sig i en paradisk tilstand af velvære, ville de ikke have behov for at sige det til os andre. Pointen er selvfølgelig ikke at de bare ‘manipulerer’, de føler sig vitterligt lykkelige, men for så vidt at der stadig er subjekter, der ikke er med på kuren endnu, som man kan overbevise om den. Derfor har sådanne guruer altid brug for nye “subjekter der formodes ikke at vide” (for at parafrasere den klassiske formel). Gennem det nye-naive subjekt, kan guruen gennemleve sin egen første fase af kuren, den indledende lykkefølelse, som alt for hurtigt ebber ud. Det hysteriske subjekt (som er resultatet af den postpolitiske ekspertise) er nødt til at fare rundt mellem kure, konstant at begynde på noget nyt. 

Men lad os skifte til til fødevarestyrelsen og myndighederne repræsenteret ved Anne Pøhl Enevoldsen i artiklen, som udtryk for den universitære diskurs. For disse kan heller ikke undgå mesteren, selvom dennes ’pouvoir’ viser sig i andre former.  

1) Den moderne videnskab baserer sig på et fravær af (synlig) autoritet. Dette er bedst formuleret af Kant gennem det berømte essay “Hvad er Oplysning”, "som handler om menneskets udfrielse fra selvpålagt umyndighed.”, “vov at vide” (sapere aude!), som Kant siger, uden indflydelse fra fremmede, autoriteter. Det betyder at den eneste autoritet er viden selv, og ikke en mester, der kommanderer hvordan tingene forholder sig (man behøver ikke her gå ind i at Kant selv appellerede til Frederik den Store). Dette er dog ikke et fravær af autoritet, men snarere en autoritet gennem viden. Læg mærke til Enevoldsens hyppige gentagelse af ordene “der er ikke videnskabeligt belæg for fastekuren”. Videnskabeligt belæg er ikke Enevoldsens personlige holdning. Den refererer til en anonym-neutral vidensfelt, hvor personlige interesser er fraværende (ideelt set). Den opererer på baggrund af subjektets fravær. Den moderne videnskabelige metode er ikke afhængig af videnskabsmanden som person. Det videnskabelige eksperiment er kun verificerbart, hvis det kan gentages af en anden forsker. Men videnskaben skal også formuleres sprogligt. Så snart Enevoldsen skal udlægge for os andre videnskabens resultater, kan den ikke undgå at tage form af en pouvoir. (Videnskaben siger at…). Derfor kan det videnskabelige argument, ikke undgås at “smittes” med nydelse, (Enevoldsen, der virker som en person). Videnskaben kan ikke selv tale, men har brug for sine fortalere, for sine fortolkere, derfor kan den ikke undgå at blive vævet sammen med problematikken mellem en viden, der ikke kan autoriseres uden en mester-signifiant. Mester-signifianten er i videnskaben skjult (men på sandhedens plads). Derfor er den også meget mere effektiv. Vi ved alle hvor effektivt eksperten kan dominere sine tilhørere, ved at sige “videnskaben siger…”, frem for “jeg mener…”. Det er også denne genkomst af pouvoir, som videnskaben ikke vil eller kan kendes ved, som hysteriserer subjekter, som fremkalder trends såsom longevity-kuren. 

Videnskabens tilsyneladende fravær af autoritet kommer desuden til udtryk gennem de mange “råd” og “vejledninger”. Det er ikke mesterens ordre, men opfordringer, og vejledninger. Man vil endelig ikke bestemme over subjekters liv, men bare hjælpe. Autoriteten er nødt til at tage form som fravær af autoritet. Man taler ofte om hvordan neoliberalismen kan “kolonisere ethvert aspekt af livet” osv, men der er noget ekstra nydelsen eller “hypen” selv, som befinder sig på et konstant ‘mere’. For at parafrasere Lacans plus-de-jouir, er der et “plus-de-vivre” ved biopolitikken selv. Biopolitikken er ikke kun at reducere politik til styring af livet selv, men også noget der fordobles i dette ‘liv’, noget mere, der falder uden for. Som Slavoj Žižek har betonet er biopolitikken ikke bare politik reduceret til styring og kontrol af livet. Den suppleres af ”frygt” eksempelvis, som en måde at mobilisere lidenskab, hvad man i denne forbindelse kan kalde ”hypen” omkring et fænomen, den særlige nydelse, der er forbundet med at kaste sig ind i kuren. Denne er ikke bare en direkte følge af styringsteknologier, men snarere fantasmer, der dukker op, hvor disse er ufuldendte eller mangelfulde. Derfor har longevity-trenden også kun nydelse og hype, så længe den ikke er fuldt ud ’videnskabeligt’ baseret. Hvis den virkelig var det ville den miste sin ’hype’, den nydelse, der er forbundet med at handle mod ’viden’, mod ’bedre vidende’, ved at være rebel og gå op mod ’myndighederne’ og ’mainstream’ osv. Derfor er longevity-kuren også afhængig af de engelsksprogede udtryk der signalerer noget nyt og spændende, noget hidtil ukendt, hvortil der ikke findes et ædekvat dansk ord. Dette antager selvfølgelig næsten karikaturform, når periodisk faste bliver periodic fasting, men det understøtter i virkeligheden kun pointe, at det karikerede, som hos Trump, ikke fjerner dens værdi og libidinale tiltrækningskræft. Der er en særlig nydelse, bare ved at nævne titlerne for den, der følger fastekuren: - Fra at læse bøger om det, for eksempel 'Lifespan', 'Young Forever' og 'Outlive: The Science and Art of Longevity', siger Rasmus Houlind.

2) Fetishistisk spaltning i forskeren qua forsker og forskeren som  person. 

Særlig symptomatisk er spaltningen i Bente Klarlund, der er professor og dermed repræsentant for viden. Hun siger på den ene side at der ikke er videnskabeligt belæg for fastekuren. Men i næste sætning er det et “spændende felt”, og "personligt kunne hun godt finde på et prøve det”. Vi har her et særligt paradigmatisk eksempel på videns mangel. Klarlund laver, hvad Octave Mannoni, Slavoj Zizek[v] særligt har analyseret som en fetishistisk splittelse i sociale fænomener, formuleret først af  Mannoni som “je sais bien, mais quand même” (jeg ved meget godt, men…”. “Jeg ved meget godt, der ikke er videnskabeligt belæg for kuren, men ikke desto mindre vil jeg prøve den”. På den ene side er der ikke belæg for det videnskabeligt, men ikke desto mindre, hvad kan det skade selv at prøve det? Klarlund laver her en spaltning mellem professoren og ‘personen’. Men at hun udtaler dette offentligt, at selv professoren måske vil bruge kuren i sit private liv, kan ikke undgå at slå læseren, som netop en underminering af videnskab. “Videnskab er ikke alt”. Det er som om subjektets eliminering i videnskaben her netop dukker op som genkomst af det fortrængte med Klarlunds pointe om at hun personligt vil prøve kuren. Som om at selve “hypen”, nydelsen omkring kuren er en kraft, hvor videnskaben selv er total impotent, som ‘der er bare noget ved det, jeg ved ikke hvad det er…”. Dette er et godt eksempel på, hvordan videnskaben både eliminerer en excess, men også lever af den, ligesom neoliberalismen konstant profitere af sine egne kriser. 

3) Paranoia, hvem der styrer myndighederne (fødevarestyrelse).  

Fordi videnskaben selv ikke er total, åbner det for det fantasmatiske rum af paranoide forestillinger. Her ser vi igen pouvoir dukke op igen. Det sker på den måde at folk ser myndighederne selv, den postpolitiske ‘neutrale’ ekspertise, selv om styret af en mester bagved (myndighederne er i virkeligheden styret af en hemmelig lobby, der vil have kontrol med befolkningen). Dette giver særlig momentum til Thorup og Houlind som rebeller, der taler demokratiet og den “almindelige mands sag”, alt det som ‘de’, ikke vil have kommer frem i offentligheden. Dette er selvfølgelig, men ikke kun, udbredt på højrefløjen, eksempelvis under covid-19,  i form af vaccine-skepsis. Pointen her, at at videnskaben og myndigheder selv, på en vulgær måde, ses som direkte udtryk for pouvoir eller magt. At “viden er magt” er ikke blot en tese hos Foucaultianere, men snarere på en overfladisk måde den måske mest udbredte mainstream-formular for moderne kynisme hos lægmænd. Man chokerer ingen ved at sige, der er “magt” i den ellers så neutrale viden (selvom om hvordan denne virker, selvfølgelig stadig er vigtigt). Dette er dog selv en særlig fantasme, en særlig udbredt paranoia, som er slående som symptom på neoliberalismens fravær af synlig, ‘suveræn’, autoritet. Som Freud sagde om Schrebers paranoia, er dennes vrangforestillinger, selv et forsøg på at hele sygdommen. Fantasmet om ‘nogle’ der styrer myndighederne bag myndighederne selv (nogle der styrer Klarlund og Enevoldsen) er selv en reaktion på at ‘der ingen Anden er for den Anden’). For den paranoide skeptiker, der følger Thorup mod myndighedernes ‘råd’. 

Hvad alle disse ting peger på, er altså ikke to positioner, der egentlig er modpoler, men snarere dialektiske variationer af hvordan “personen” og “pouvoir” kommer tilbage som genkomst af det fortrængte ved den videnskabelige og universitære diskurs. Hvad er kendetegnende for alle er den biopolitikken, hvor livet selv er det højeste og eneste politiske mål og det som profiteres på at udnytte. Det er selvfølgelig nemt at latterliggøre Thorup og Houlind fra et videnskabeligt, “progressivt” perspektiv. Men vi burde spørge, hvorfor sådanne trends overhovedet kan opstå, og hvorfor de hænger sammen med et autoritetsproblem i videnskaben selv. Den personlige coach er et symptom på mesterens genkomst i den universitære tidsalder.

Noter

[i] Lacan 1991: 84 (min oversættelse). A moins de le définir d’une façon assez triste, à savoir que c’est d’être comme tout le monde, ce à quoi pourrait bien se résoudre l’autonomous Ego — le bonheur, il faut bien le dire, personne ne sait ce que c’est. Si nous en croyons Saint-Just qui l’a dit lui-même, le bonheur est devenu depuis cette époque, la sienne, un facteur de la politique.

[ii] Bugge 2023.

[iii] Den neoliberale mekanisme består især i at det ultimative gode er det biopolitiske mål om personlig velvære og lykke. Samtidig er denne lykke opnåelig ved individuelle valg og selvdisciplinering. Den er også effektiv, (Thorup ’fik’ angiveligt 1,6 år mere ’biologisk’ liv ved denne kur). Man er fristet til at nævne Martin Heidegger’s væren-til-døden her. Heidegger betonede selvfølgelig at menneskets endelighed satte det hinsides et biologisk liv. Man kan sige at det først er dette eksistentiale der giver livet mening som transcenderer det flade biologiske-kvantificerbare liv (1,6 år mere…). Men paradokset er at livets mening, Emil Thorups ’væren-til-døden’ selv, som ved en pseudo-hegeliansk ’syntese’ nu bliver forlængelse af det biologiske liv selv.

Men der er også en anden mulighed, et andet aspekt. Når man ser de mange grafer, og fantasmet om kroppens uendelige liv, er det netop et fantasme, som er i overdrive af det biologiske liv. Det minder, som mange andre populær-kulturelle eksempler, på en slags biologisk uddødt liv, hvad Lacan i seminar 11 kalder lamellen, en slags udødt liv, som subjektet mister ved sin seksuering på reproduktionsniveau. Hvad giver særlig fascinationskraft er ikke at finde ’sin bedre halvdel’, forstået som det andet køn, ying-yang og andre kosmologiske modeller, der forudsætter den Ene, men derimod en konstitutiv mangel, et tab der afstedkommes før signifianten intervenerer.

 Dette udgør ikke bare en mangel via den symbolske kastration, med hvad subjektet mangler i kraft af at være det seksuereres, og dette tab vender tilbage som irrelt organ, som en libido om en væren, der kan reproducere sig selv uden seksuering (som kroppen, der ville kunne blive holdt uendeligt i live af den rette kost).

Lacan kalder i seminar 12, psykoanalysen ikke for en væren-til-døden, men en l’être-pour-le-sexe. En væren-til-kønnet (men kønnet som der er umuligt at symbolisere, give en endegyldig signfiant).

[iv] Lacan 2007, 299.

[v] Dette optræder hyppigt hos Žižek. Se eventuelt Žižek: 2008. 107-161.

Litteratur:

Bugge, Mathilde:”Myndighed er skeptisk over for rasende populær kosttrend, som lover et længere liv

Lacan, Jacques: D’un Autre à l’autre (1968-1969) ed. Jacques Alain Miller. Seuil. 2006.

Lacan, Jacques: L’envers de la psychanalyse (1969-1970) ed. Jacques-Alain Miller. Paris. Seuil. 1991.

Žižek, Slavoj: The Plague of Fantasies (1997). New York. Verso. 2007.