Otium til folket

Men hvorfor skal den moderne mester hele tiden signalere en ihærdig arbejdsindsats? Hvorfor er det prestigemæssigt at være i ”arbejdstøjet”? Mens den klassiske mester handler om at konsumere, skal den moderne mester, kapitalisten, reinvestere sin profit.

"Jeg vil minde jer om, hvad der er kendt som virksomhed [entreprise, iværksætteri, entrepenørskab], for så vidt som det involverer geninvestering, som de siger, af profit. Den kapitalistiske virksomhed, for at kalde en spade for en spade, stiller ikke produktionsmidlerne i fornøjelsens tjeneste.”[i]

Det er netop ved at investere sin profit at kapitalisten kan få virksomheden til at vokse. Mens en mester som den førmoderne "stiller produktionsmidlerne i fornøjelsen tjeneste”, reinvesterer kapitalismen sin profit. Mens en figur, der fascinerer som en slags Yabba-the-hut netop kun tænker på at tage produktion i fornøjelsens tjeneste (deraf også hans fysiske form, som skal minde om en krop, der ikke begrænser sig, som er umættelig i sit indtag), så tænker den moderne mester (kapitalisten) derimod ikke på sin fornøjelse, på at konsumere, men på at reinvestere. Selvom han derfor ikke konsumerer sin profit i første omgang er gevinsten, profitten senere hen des meget mere. Problemet er selvfølgelig at man egentlig aldrig når hen til egentlig at “konsumere” produktet. Det skal hele tiden geninvesteres, så kapitalisten egentlig, som Marx påpeger, ikke tjener sig selv men tjener Kapitalismen, tjener et system, der selvfølgelig kun kan fungere gennem konkrete mennesker og deres beslutninger, men samtidig ikke er i nogens hænder (alle er derfor “slaver”).

Den moderne mester skal ikke konsumere sin profit. Han skal geninvestere den. Han skal arbejde mere. Som Lacan siger, betyder fraværet af mestre der nyder på arbejderens bekostning ikke at der ikke er herredømme. Det er snarere at herredømmet eller magten viser sig gennem kravet om at arbejde. Dette arbejde er ikke noget en konkret mester “byder”. Det kommer “spontant”, som en selvfølgelig at man vil forbedre sine kvaliteter og fleksibilitet, at man vil “opgraderes”, “videreuddannes”. Det er selvfølgelig en dialektisk sammenhæng, så den selvsamme hårdtarbejdende mester også skal vise han nyder livet (ved ikke at arbejde, og eksempelvis hænge ud på sin luksus yacht). Men dette er ikke så meget et fravær af arbejde, som investering i sin tid, han ”recharger” og får derimod netop noget ud af sin fritid.

Man har altså på sin vis en forlængelse af Max Webers klassiske protestantiske etik som kapitalismens religion. Men som Lacan også påpeger en “rationalitetens jernbur” er har sin egen ufornuft. Man skal arbejde mere og mere, men uden at man nogensinde kan “nyde” sit otium. Walter Benjamin påpegede også kapitalismen som en religion, forstået på den måde at kapitalisten ikke er en egoist. Han tænker ikke på at “nyde” sin profit, men på at geninvestere den, det vil sige han arbejder egentlig for kapitalismen selv på trods af sine egne umiddelbare behov. Derfor er den klassisk nydende mester sådan et fantasme for os. Den mester, der ikke vil geninvestere sin kapital, men tænker på bare at konsumere den. En slags Yabba-the-Hut figur, der med sin manglende “fitness” bare indtager og indtager frugten af andres arbejde. Denne figur er selvfølgelig i vesten særlig associeret med en “orientalisme”[ii], med østens dekadence og laissez-faire attitude. Man kan sammenligne den klassiske mester og den moderne mester med den ikoniske figur fra Star Wars Yabba the Hut. Yabba er et fantasme om den klassiske mester medieret af den moderne mester, og derfor dukker han netop op i en film fra 80erne yuppiens årti.

Forskellen på den klassiske mester, der kan nyde sit otium (Yabba-the-Hut) og den moderne mester, der i sin ferie står på en step-master i fitness-centeret, samtidig med han frenetisk er i video-opkald med sit board of trustees. Det er den forskel Lacan taler om, man kunne sige den moderne moral, at gå fra “otium cum dignata” (otium med værdighed, eller leddiggang med værdighed) er netop at det moderne menneske har “otium sine dignate”, den pension eller ferie man får skal selv fyldes med aktiviteter for at være “værdig”. Lacan peger her på en trend, der var udslagsgivende i 60erne men er steget eksponentielt i vores tid, eksempelvis med bud om hvordan man “realiserer sig selv i fritiden”.  Derfor hedder det også at ferien skal bruges til noget: man skal enten tænke over hvordan man kan arbejde mere, eller også skal man være fysisk aktiv, man skal under alle omstændigheder ikke “dovne den”, det vil være spild af ressourcer, den kapital man har i form af “fri tid” (fritid) som skal skabe profit. 

Otium cum dignitate [værdig lediggang] star øverst i Horaces værk, som I måske eller måske ikke ved. Alle vidste det for et århundrede siden, for alle læste Horace, men takket være den solide uddannelse, du fik i gymnasiet, ved du ikke engang, hvem Horace er. Otium er et liv i fritid, naturligvis ikke som vores fritidsaktiviteter, som er tvunget. Du får fritid, så du kan styrte afsted for at købe en togbillet på Gare de Lyon - først skal du betale for den, så halser du afsted til bjergene, hvor du har fået hjemmeopgaver i to uger som straf, nemlig at stå i kø i bunden af ​​skilift. Du tager ikke dertil for at have det godt. En, der ikke tager afsted, som ikke arbejder på sine fritidsaktiviteter, er uværdig. Otium er i øjeblikket cum indignitate [ledighed er i øjeblikket uværdig]. Og det bliver kun værre, medmindre der sker noget drastisk. I vores tid er det med undgå arbejde en udfordring; det står og kan kun stå som en udfordring

Leddiggang er, som beskrives i en anden artikel her, i den moderne moralitet ikke mesterens privilegium, men et “privilegium” der kun tilhører samfundets udelukkede (hjemløse, vagabonder, folk uden papirer…)[iii], derfor er “retten til arbejde” så vigtig. Yabba the Hut er i igen en god figur som kontrast. Han minder om “Østens” mester (den fulde nydelse…). I det mest kendte klip, sidder den overvægtige Yabba med Princess Leia i en lænke, mens han griner sit karakteristiske “ha-ha-ha-ha”. Desuden kan vi ikke forstå Yabbas sprog. Det lyder som rester af den oprindelige nydelse, af hvad Lacan i sit seminar 19 kalder Y’a de L’Un, et næsten lige så uforståeligt sprogspil som Yabbas tale. Yabbas tale er rester af en sådan oprindelig fuldstændig nydelse. Vi ved ikke, hvad han siger, konkret, men vi har følelsen af at han nyder i det han siger det, som om den almindelige sproglige orden og bryder sammen. Desuden, med sin store krop vidner Yabba selv om en slags præ-symbolsk ting, der nyder, der ikke er blevet ”kastreret” fuldstændig af sproget. Mens vores ’moderne’ mestre skal se fit ud, er Yabba meget overvægtig, men ikke bare overvægtig, den er nærmest helt uden lemmer, bare som en stor amorf klump, som vidnede kroppens om den oprindelige nydelse, et liv, uden uden mangler. Yabba tænker ikke på at reinvestere. Han vil nyde prestigen med at have princess Leia i lænker. Han tænker ikke på om han kunne få penge ved at udlevere hende, men skal ses med hende som et trofæ, Yabba har den klassiske mesters prestige, som netop er ødselshedens prestige.

Den moderne mester, og moderne mennesker må ikke have leddiggang. Tiden skal fyldes ud. Det som er farligst, er netop ”tom tid”, en tid, der ikke bliver investeret i noget. Man skal selv på sine ferier være i gang, der må ikke være lediggang. Minder Lacans udtalelse om skibakken os ikke om præcis de ferier vi har mere og mere i dag? Er det ikke en nærmest profetisk udtalelse fra 1968? I dag, kan man jo eksempelvis tage på La Santa Sport på Gran Canaria, og få en ”aktiv ferie”. Hermed menes intet negativt om et sådant ferie-resort konkret set, men snarere den måde at tiden selv må konstant ses som noget der kan (og skal investeres i), ligesom der skal investeres i kroppen og nydelsen. Man skal have det sjovt i sin ferie, om ikke andet må man tage en selfie, hvor man smiler, mens man står i kø til skibakken. Men alligevel: La Santa starter hver morgen med en særlig morgensang, der skal inspirere til ”positiv tænkning” (man kunne også sige motivere til at arbejde). Her står så hundrede mennesker og laver aerobic. Er der bare tale om ”forebyggelse af kroppens skavanker” eller er der også tale om man er rædselsslagen for den tomme tid?

[i] Se Lacans seminar D’un L’Autre à l’autre (2006).

[ii] Se Edward Saids klassiker Orientalism (1978).

[iii] For en lignende pointe se Jacques-Alain Millers diskussion af middelalderens ”fainéant” (dem som ikke laver noget). Dette var prestigefyldt i middelalderen, fordi man havde opgivet denne verdens goder, man valgte sin mangel-på-gøren som et statussymbol, mens vi ved vor tids faineant er de arbejdsløse. Se seminaret 1,2,3,4 Donc. XII - Cours du 23 mars 1994: ” Ved et meget uheldigt fatamorgana er tiggere blevet dovne [fainéants] mennesker. Ordet doven [fainéant] stammer fra 1321. Doven: en der ikke laver noget. Formidabelt at være doven! På et tidspunkt i det smukke Vestens historie drømte man ikke længere om at sætte de dovne mennesker i arbejde, på at udvinde deres arbejdskraft til produktion. Og det var det, der gjorde dem arbejdsløse! - at gøre nogle arbejdsløse, så andre arbejder desto mere og for meget mindre. Det er de arbejdsløses praksis. Vi bør ære den dovne person! Det er faktisk foruroligende at gøre ingenting. Vi ser også lejlighedsvis, at for at frigøre os fra angst, gør vi noget, hvad som helst. Vi bevæger os, vi bevæger os!”.